dkcampoghoresta

DK-CAMP får Green Camping rabat efter indgåelse af aftale med HORESTA

Landets største forening af campingpladser anbefaler HORESTA-medlemskab. Det medfører ekstra rabat til DK CAMP´s medlemmer ved medlemskab af Green Camping

Campingpladser i DK Camp får med aftalen 10 % rabat i deltagergebyret for Green Camping – og ekstra 10 %, hvis de også er HORESTA medlem. Læs mere om priserne her…

Styrket indsats i forhold til fremtidens campister

DK-CAMP er en sammenslutning af mere end 220 selvstændige campingpladser i Danmark.

Om aftalen mellem HORESTA udtaler DK-CAMP´s formand; Brian Sørensen Bugge:

"Vi har en stor interesse i, at vores medlemmers juridiske og politiske interesser bliver varetaget på den bedst mulige måder. Det ved vi, at HORESTA kan bidrage med. Vi har store forventninger til samarbejdet og glæder os til HORESTAs bidrag til udvikling af campingbranchen, så campingpladserne kommer til at stå stærkt over for fremtidens turister."

HORESTA ser udviklingspotentiale for danske campingpladser 

HORESTA er glade for aftalen med DK-CAMP.

"I HORESTA glæder vi os rigtig meget til samarbejdet med alle medlemmer af DK-Camp om at få sikret gode vilkår for vækst og udvikling af den danske campingbranche. I HORESTA kan vi samtidig tilbyde de mest specialiserede jurister og advokater indenfor turisme- og oplevelseserhvervet, hvor campingpladserne kan få hjælp med alt lige fra ansættelseskontrakter til byggesager. Vi tilbyder også rådgivning indenfor fødevareregler og smileyordning, hvis man eksempelvis serverer mad,” lyder det fra Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Hun tilføjer, at HORESTA også kan bistå med vejledning om miljøreglerne og med rådgivning om, hvordan en plads kan gøre en indsats for at være mere klimavenlig og bæredygtig. HORESTA har netop lanceret miljømærket Green Camping, der bygger på HORESTAs mere end 25 års miljøarbejde for erhvervets virksomheder.