DCU skal være grønnere
Landsformand Anne-Vibeke Isaksen lover, at DCU fremover vil have større fokus på bæredygtighed og miljø.
Det grønne skal i fremtiden fylde mere på DCUs 22 campingpladser.
– Tidligere har der ikke været fokus på den grønne ferie i DCU, hvilket overhovedet ikke giver mening. For hvis vi ikke passer på naturen, har vi og vores medlemmer ikke noget sted at holde ferie, siger DCUs landsformand, Anne-Vibeke Isaksen.
DCU er i gang med at undersøge muligheden for bedre affaldssortering ude på pladserne og vil koble sig på de landsdækkende affaldsindsamlinger for at rydde op i naturen.
Hun påpeger, at det dog er vigtigt, at de grønne tiltag giver mening og ikke gør det dyrere at være gæst på campingpladser. Men bæredygtighed og god økonomi behøver ikke at være hinandens modsætninger.